Top Albums fra 2025 – Jonas

Vi skriver nu 2026, og mens vi ser frem til alle de fede udgivelser der er at glæde sig til i år, bringer vi her Jonas’ liste over favoritudgivelser fra året der netop er gået.

Swans – The Birthing
Swans er tilbage med endnu et udsyret og meget støjende album. Der er igen tale om et dobbeltalbum, og specielt Red Yellow står som et af de bedste nyere Swans numre i meget lang tid.

Steven Wilson – The Overview
Steven Wilson elsker at eksperimentere, men er på sit nyeste album gået lidt tilbage til sin tidligere Porcupine Tree indflydelse. Det betyder at der er mindre synth pop, og mere elguitar og atmosfære på dette konceptalbum om en person, der forlader jorden og hans kæreste, som venter på jorden mens han er væk. Man er i hvert fald ikke i tvivl om at Steven er kæmpe Bowie fan.

Katatonia – Nightmare as an Extension of the Waking State
Katatonia er tilbage, denne gang uden det andet originale medlem Anders “Blakkheim” Nyström. Det mærkes meget på pladen som igen er blevet mere progressiv og matematisk, uden tvivl det svageste album Katatonia har udgivet, men der er stadig massere af bangers på som Thrice, Wind of no change (Hail Satan), Liliac og Temporal. Håber dog på en væsentlig forbedring på deres næste album.

Coroner – Dissonance Theory
32 år skulle der gå før Coroner kom tilbage. Det er meget lang tid, og mens mange af de gamle revival bands fejler, holder det nye Coroner heldigvis stadigvæk. Ron Royce lyder som om han ikke er blevet en dag ældre siden Grin kom ud, musikken er også stadig flot produceret dog uden så meget atmosfære som man har været vant til. Pladen indeholder efter min mening en af de fedeste thrash bangers i mange år med symmetry, hvor der endda er en lille fræk power metal solo.

Der Weg Einer Freiheit – Innern
De tyske post black metal folk leverer igen en interessant og fed plade, det der især skiller sig ud på denne er deres sidste nummer som er på engelsk, det lyder som et helt andet band, men fungerer også meget fint. Resten af pladen er klassisk DWEF, og på trods af den ikke helt når Unstilles niveau, er der stadig tale om en rigtig fed plade.

Hayley Williams – Ego Death at the Bachelor Party
Havde aldrig troet jeg ville begynde at høre Hayley Williams, Paramore har aldrig sagt mig noget, men alligevel har dette klart været en af de største overraskelser for mig i år. Stilen er pop punk og indie, og Hayley leverer et meget personligt album om sit brud med sin ekskæreste, samtidig formår hun også at få inkorporeret Bloodhound Gangs’ Bad Touch som et sample, der i modsætning til originalen rent faktisk forekommer følsomt, men samtidig også sjovt.

FKA Twigs – Eusexua
LP1 er efter min mening et af de fedeste trip hop / rnb albums i nyere tid, og nu er FKA Twigs tilbage med endnu et eksperimenterende album som sparker seriøst røv, hun har så meget charme og musikken går helt amok. En rigtig fed blanding af hyper pop / r&b som går rent ind hos mig.

Hawkwind – There is No Space For Us
bliver bare ved og ved med at lave fed musik, deres nyeste plade er ingen undtagelse, den er ekstrem spacy og hvis man er til Tangerine Dream med rock vokal kan dette album klart anbefales. Uden tvivl årets prog album for mit vedkommende.

Teitanblood – From the Visceral Abyss
Så for satan, så er det fanme smadder for alle pengene, Teitanblood er tilbage med et monster af et album, produktionen er blevet noget bedre end deres andre plader, og det giver lige det ekstra til den ekstremt brutale lyd. Det her album er for alle dødsmetal fans, der er til den gamle skole og det mere moderne. Det har alt.

Rosália – Lux
Motormami fangede mig på ingen måde, det var simpelthen for moderne på en utiltalende måde, men Lux har virkelig omvendt mig og man fornemmer Rosálias talent fra det første nummer. Her er tale om et album som virkelig tør at eksperimentere selv om vi har at gøre med en ultra populær artist, der bliver brugt mange forskellige sprog både spansk, tysk og engelsk og musikken varierer fra klassisk, til bossanova til moderne hip hop. Helt klart et fabelagtigt album som fortjener alt den ros, det har fået.

Master’s Hammer – Maldoror Disco
Her er tale om et album, der virkelig deler vandene. Jeg er dog meget glad for den industrielle og legende lyd som Master’s Hammer leverer, der bliver givet en kæmpe fuck finger til metal scenen både ved at bruge autotune og keytar. Der er mange gode dansenumre på, og hvis man kan lide Laibach er dette også klart et album, der er værd at tjekke ud.

Mozart Estate – Tower Block in a Jam Jar
Lawrence er tilbage med sit fjollede synth pop orkester, med masser af samfundskritiske tekster og sjove melodier. At lave et nummer om at være doven, selvisk og grådig vil normalt ikke figurere i popmusik, men Lawrence formår endnu engang at lave et meget underholdende album.

Stereolab – Instant Holograms on Metal Films
Avant pop bandet Stereolab er tilbage med et avant pop album som går lige i hovedet. Lyden er stadig meget old school og eksperimenterende og det fænger rigtig godt.

Geese – Getting Killed (amerikansk art rock)

No Joy – Bugland (canadisk shoegaze)

Envy Of None – Stij(ē)ən Wāvz (canadisk/amerikansk art rock)

Martin Garnett – Død Frekvens (dansk instrumental hip-hop)

Martin Garnett – Nedsmeltning (dansk instrumental hip-hop)

Chameleons – Artic Moon (engelsk post-punk/rock)

Deafheaven – The Power of Lonely People (amerikansk blackgaze)

Årets skuffelser

Taylor Swift – The Life of a Showgirl
Jeg har siden 1989 blev udgivet, været ret glad for Taylors musik, så kom Reputation desværre ud og interessen dalede lidt igen. Efter det tog det hele dog en kæmpe vending med hendes Covid-19 albums Folklore og Evermore, som skilte sig ud ved at være mere indadvendte og inspirerede af folk musik. Efter de to havde hun ikke udgivet et middelmådigt album, det skulle så lige være indtil 2025. The Life of a Showgirl er et af hendes mest infantile album siden hun startede som 18 årig, og jeg vil næsten mene at hendes tekster fra Fearless og Speak Now var mere modne end den nyeste her. Desværre en kæmpe skuffelse.

Dark Angel – Extinction Level Event

34 år skulle der gå før Dark Angel kom tilbage med et nyt album, og det burde de egentlig bare have ladet være med. Her er tale om et helt generisk thrash metal album uden det som kendetegner Dark Angel, vokalen er blevet ekstremt steril og intetsigende og der er slet ingen fede riffs længere. Sikke en skuffelse, men heldigt at Coroner så leverede et fint comeback.