Der Weg Einer Freiheit – Innern

De efterhånden veletablerede atmosfæriske post-black gutter fra Würzburg vender på deres sjette album fokus indad og udforsker begreber som tomhed, eksistens, ensomhed, indre smerte, fortvivlelsen og det skrøbelige menneskesind.

Innern består af 6 numre fordelt på ca. 43 min. spilletid, hvoraf det femtre track ‘Finistere III’ er en 2 minutters instrumental interlude, og det er i grunden nok lige i underkanten, men det er måske nok bare et tilfælde af at mere smager af mere, i hvert tilfælde i mit tilfælde. DWEF holder musisk højt niveau allerede fra starten af pladen, åbningsnummeret ‘Marter’ indledes med en lavfrekvent synth og noget der lyder som når man trækker vejret igennem et iltapparat. Dette fungerer nærmest som en form for lydmæssig puls der udgør kernen i musikken, men lytterens ører bliver dog uden varsel snart ramt af en sand tordenstorm af udsyret dissonant tremelo-riffing. Den ildevarslende dommedagsstemning og den granittunge mur af flere lag af fortættet mørke vælter med øredøvende kraft ind over lytteren, og kulminerer i breaket nær nummerets afslutning.

‘Xibalba’ er endnu mere tætpakket og kompakt rent lydmæssigt. Det selvom det med dets ti minutter er det længste nummer på ‘Innern’. Med mine, dog begrænsede, tyskkundskaber tolker jeg teksten som kredsende om det at miste lyset, og håbet i livet – hvor apati og depressive tankemønstre går hånd i hånd. Et opkog af indædt vrede og frustration der til sidst koger over.

” Den ildevarslende dommedagsstemning og den granittunge mur af flere lag af fortættet mørke vælter med øredøvende kraft ind over lytteren, og kulminerer i breaket nær nummerets afslutning. ”

‘Eos’ ligger ud med en ulmende halvmelankolsk part, der dog snart brydes af en malstrøm af mere traditionelle og isnende kolde black riffs, samt eksplosive højoktan blastbeats. Trommeslager Tobias Schuler brillierer i særdeleshed på dette track.

‘Fragment’ starter med tyk melankolsk og stemningsmættet atmosfære og den rene vokal i starten er klart med til at underbygge den tungsindige kerne og desperationen i musikken. Teksten synes at omhandle at miste sig selv. Efter breaket eksploderer det hele i et højintenst guitarbombardement fra de to guitarister Nikita og Nicolas.

Herefter følger et mørkt og sørgmodigt klavermellemspil i ovenfor nævnte ‘Finistere III’, hvor lytteren kan hvile ørerne i et par minutter.

” Efter breaket eksploderer det hele i et højintenst guitarbombardement fra de to guitarister Nikita og Nicolas. ”

Pladen rundes pudsigt nok af med et nummer på engelsk (hvilket for DWEF ikke er noget jeg har hørt før. ‘Forlorn’ er generelt også noget mere poppet og atmosfærisk end resten af skiven, så under første gennemlytning skulle denne anmelder i hvert tilfælde lige tjekke om det nu rent faktisk var samme band vi havde fat i. Komposition er der dog som sådan intet at udsætte på – og det at den er placeret sidst på skiven, giver også fint mening, da den virker perfekt som en slags epilog der binder det hele sammen.

Jeg kunne godt have tænkt mig at de måske lige havde presset et enkelt stænk mere af deres perfekt afmålte mikstur af melankoli og indestængt aggression ud af citronen, men alt i alt er det i mine ører noget af det bedste de har udgivet siden ‘Finisterre’ i 2017. Så hvis man er bare det mindst smule fan af DWEF, Agrypnie, Wolves in The Throneroom, White Ward eller Schattenfall, så er det bare med at få læderet op ad lommen, og smide sine spareskillinger efter ‘Innern’ på sit foretrukne format.
– Velbekomme.