Januar + Februar (korte anbefalinger)

Efter en mere eller mindre ufrivillig pause fra LoFrequency er jeg (Martin) igen tilbage med en lille stak anbefalinger til hvad jeg synes er værd at lytte til af udgivelser, samt lidt forvarsler på hvad der er lige om hjørnet at glæde sig til. Lad os bare hoppe ud i det uden yderligere sniksnak.

Towering – Obliation of Man

Da min gode kammerat Alex Dolorem (Dolorem Records) i sin tid fik mig hooked på Franske Towerings debutudgivelse ‘The Obscuring Manifestation’ blev jeg hooked lige fra første lyt, de her gutter kan altså et eller andet helt specielt når det kommer til blackened dissonant dødsmetal. Towering er en altødelæggende giftig og effektiv mikstur af bands som Ulcerate, Decapitated, canadiske Wake, og ligeledes franske Ad Patres og med en knivspids dissonant black-metal i stil med Lorn, Aosoth og Otargos. Deres nye single ‘The Devouring Presence’ der kan høres nedenfor er om muligt endnu mere intens og eksplosiv og læner sig faktisk endnu mere imod black inspirationerne. Hvis det her er nogen indikation for hvad vi kan vente os når vi nærmer os d.3 April hvor deres anden fuldlængde ‘Obliation of Man’ lander, så er der virkelig fede ting i vente, det er helt sikkert.

Coyote feat. Locksmith & R.A The Rugged Man – What’s Peace

På tracket med den rammende titel ‘What’s Peace’ har den mexikansk-amerikanske gruppe Coyote inviteret Locksmith og den altid habile dirty-rotten rhymer R.A The Rugged Man med på et politisk track om tingenes generelle tilstand i the “Land of The Free & Home of the Brave” som ‘surprise surprise’ ikke er specielt rosenrødt. Statik Selektah har produceret et stemningsfuldt beat med kor, music-box, klokkespil og tung tung bas, lige som undertegnede kan lide det. “Only Peace/Piece that i keep is my nine”

B1 The Architect & DanoBravo – The New Frontier

Den næste anbefaling er faktisk til et album der udkom i 2025, men som undertegnede først er faldet over i starten af 2026 da den canadiske rapper og producer (samt den ene halvdel af den eksperimentale hiphop/prog-rock duo Blade Runnerz) B1 The Architect dukkede op på min radar m. tracket ‘Broken Stairways’. Her dropper han sammen med sin, ligeledes canadiske, kollega Daniel Son samt Flashbang Jimmy lyrisk tungsind fra livets skyggeside over dystert kor og guitarer, dissonante lavt pitchede klokkespil og klaversamples.

Det ene førte til det andet, og endte med at tjekke op for B1 og Danobravos fuldlængde fra 2025 ‘The New Frontier’ og faldt straks for B1s prog-inspirerede, abstrakte og let stenede stil, samt hans fabuleringer over livets paradokser og den evige kamp for at klare sig gennem dagen og vejen når samfundet synes at blive uoverskueligt og uretfærdigt (eksempelvis på tracket ‘Hard Times’ hvor den berømte ‘Hard Times’ wrestling promo af Dusty ‘The American Dream’ Rhodes (R.I.P Dusty) samples i mellemstykket).

Dette track efterfølges af mit favorittrack fra skiven ‘Broken Man’ hvor der rappes om kamp mod egne dæmoner, dedikationen til musikken , og manglen på en Plan-B at falde tilbage på. Hvis det står til mig, skal han nok få succes med musikken, for han har helt klart noget på hjerte, og præsenterer os for veludførte produktioner og flows der er værd at dykke ned i igen og igen. Tjek blot ‘Hard Times’ fra albummet ud i videoen nedenfor.

December 2025 (korte anbefalinger)

Mine anbefalinger til hvad man bør tjekke op for af udgivelser der er droppet i løbet af den sidste måneds tid.

Novatore & C-Lance – Embrace The Darkness part III

Chicago rapperen Novatore har været på radaren hos undertegnede længe, faktisk begyndte jeg at lytte til ham tilbage da han udgav ‘Embrace The Darkness’ sammen med produceren C-Lance (som jeg kendte fra hans produktioner på ‘Jedi Mind Tricks – Violence Begets Violence’ albummet). Nu er tiden så kommet til at hæfte ende på trilogien, og det har bestemt været værd at vente på. Produktionerne her er lidt mørkere, men stadig lige så stemningsfulde og filmiske som tilbage på ETD pt.II, og specielt et track som ‘Mannequins’ med Tonespliff på cuts, rammer de helt rigtige steder hos denne lytter. Jeg vil dog slutte af med at konstatere at Novatore virkelig har forbedret sig både mht. tekstforfatning samt teknisk og leveringsmæssigt. Så hvis man er fan af de to forrige ETD skiver, skal man bestemt samle denne her op. Det kan gøres her i Europa via. goonsgear.com

OT The Real – The Wars I’ve Won

Dyster og grimy hardcore hiphop fra (Benny The Butcher affilierede) OT The Real – Lige ud af ‘The City of Brotherly Love’ Philadelphia. Tunge pianodrevne beats, og aggressiv on-point levering af ægte street rap giver mindelser om soundtracket til en mafiafilm. Tracket ‘Mick Jagger’ er en klar personlig favorit hos undertegnede. – “they know I roll with the stones like Mick Jagger”

Mobb Deep – Infinite

Queens Bridges bedste aka Mobb Deep udgiver deres niende og sidste album. Albummet består af optagelser af afdøde Prodigy fra 2017, og er blevet færdiggjort af gruppens tilbageværende medlem produceren Havoc i samarbejde med navnkundige Alchemist. Det er i den grad lykkes at få den ægte M-O-B-B stemning frem i beatsne og P’s vokal. Mit personlige favorit track på skiven er ‘The M. The O. The B. The B.’ hvor Big Noyd er med på feature. Albummet overstiger i den grad forventningerne efter min overbevisning, og cementerer deres indflydelse og betydning for hardcore New York rap gennem nu to årtier.

Aesop Rock – I Heard It’s A Mess There Too

Kongen af indie-rap-ekstraordinaire, Aesop Rock behøver vel næppe nogen nærmere introduktion, og han har endda været så produktiv at dette er den anden fuldlængde han velsigner os med i år. Lyd- og konceptmæssigt er ‘I Heard It’s A Mess There Too’ også klart i den mere simple ende i forhold til ‘Black Hole Superette’ som vi fik tidligere på året. Men faktisk er det forfriskende at høre ham skære det hele ind til benet, og dyrke det minimalistiske og de mere umiddelbare observationer fra en altid krøllet hjerne komme til udtryk, som det gør på albummet her. Faktisk lugter mange af tracksne her lidt af de ældre Rob Sonic-ting fra Def Jux-tiden, og hos undertegnede er det klart et kvalitetsstempel.

Top Hooter & MichaelAngelo – Hooter Hyena

MichaelAngelo (som bl.a. har produceret beats for Eto og CrimeApple) har produceret denne ultra dope fuldlængde fra Boston rapperen Top Hooter. ‘Wolf Gang Sweep’ lyder som noget fra en 70er sci-fi b-film, og de skæve og virtuose beats er intet mindre end fænomenale som AJ Styles.

Body Bag Ben & Daniel Son – Brown Body Bags

Kan lige så godt gøre det klart med det samme, hip-hop bliver ikke mere dystert, beskidt eller banging end det her. Canadas pt. bedste og mest aktive rapper Daniel Son (der repræsenter Brown Bag Collective) teamer her op med Oxnard, California producer/rapper Body Bag Ben, og hvis din nakke ikke nikker til et track som ‘Jamaican Rum’ eller titeltracket, så er jeg bange for hip-hop ikke er noget for dig. Body Bag Ben, der før har lavet projekter med Eto (som også gæster tracket ‘1 Hand Wash The Other’ på skiven her) og så sent som i år med Ufo Fev kværner beats af den tungeste slags ud i en lind strøm, og Daniel Sons überkølige stemme skaber en perfekt auditiv symbiose som ikke kan undgå at rive én med.

Blut Aus Nord – Ethereal Horizons

Den franske avantgarde black-metal trio, er ude med en åndelig efterfølger til Hallucinogen fra 2019, og det er bestemt ikke en udgivelse man bør snyde sig selv for. BAN har altid haft en stor spændvidde inden for ekstremmetal, og gjort sig både i atmosfærisk black metal, industriel black samt mørke ambiente lydlandskaber. Ethereal Horizons læner sig mest op ad den atmosfæriske og psykedeliske afart af genren – som man bl.a. hørte det på føromtalte ‘Hallucinogen’. Lydbilledet på ‘Ethereal Horizons vil jeg nok beskrive som lidt mere futurisk og hypnotisk. Alt i alt virker det som om at BAN fortsætter med at være så godt som ligeglade med diverse trends, og gør hvad de føler for rent musikalsk. Og er det ikke i virkeligheden dét det hele handler om?

Open the Coffin – Once Alive Always Dead

Old School Dødsmetal fra Rio Grande do Norte, Brazil. Faldt over de her gutter på en bustur på en kold og kedelig regnvejrsdag, og de tog i den grad røven på mig. De gav mig svaret på hvad der ville ske hvis Krisiun havde hevet fat i inspirationen til deres dødsmetal i Sverige (hvor det foretrukne soniske våben er Boss’ HM-2 pedal med alle indstillinger på max.) , istedet for de forende stater. Smid oveni det en knivspids thrash-metal riffs af den gamle skole, og en ultrabeskidt og gravrusten black inspireret vokal der læner sig en smule op ad Tom Warrior (ex-Celtic Frost), så har du altså 200% koncentreret musikalsk skridtprygl af sydamerikansk oprindelse lige i øregangene.

Obsidian Tongue – Eclipsing Worlds of Scorn

Obsidian Tongue er et amerikansk psykedelisk avantgarde / dissonant black-metal act fra Portland, Oregon, og samtidigt et helt nyt bekendtskab for undertegnede. Ikke desto mindre fangede deres musik mig fra starten af, ved konstant at bevæge sig gennem skæve taktarter og dunkle lydlandskaber, samt afsøge nye afgrundsdybe soniske portaler der transporterer lytteren til en spejldimension af sit eget indre mørke. Atmosfæren er tyktflydende, men OT mister aldrig fodfæstet, og holder en perfekt balance mellem den konstant udforskende eksperimenterende natur og aggressionen samt den rå kerne i musikken. Hvis du er til ekstrem metal af en lidt mere dybsindig og eksperimenterende karakter, så er der helt sikkert masser at hente på ‘Eclipsing Worlds of Scorn’

Scorching Tomb – Ossuary

Old School Death Metal fra det kolde nord, nærmere bestemt Montreal, Quebec, Canada. Scorching Tomb opfinder ingen dybe tallerkener, men mixer superfængende sønderlemmende død af den gamle floridaskole (tænk Monstrosity, ‘Spiritual Healing’ era-Death og tidlig Morbid Angel) med den eksplosive energi fra metallisk hardcore i stil med Sworn Enemy, Knuckledust og hedengangne Stamping Ground. Skal jeg finde en umiddelbar sammenligning må det være nyere bands som Creeping Death og Frozen Soul, men skal vi gå længere tilbage, især Skinless omkring ‘Trample The Weak, Hurdle The Dead’. Denne langspiller beviser uden tvivl at de sagtens kan tåle førnævnte sammenligning, for det hér er i den grad godkendt, for det er stærke sager vi har med at gøre – og som Tonni Bonde fra Turbo Modul ville have sagt det “Fy for en skefuld!”