Mutagenic Host – The Diseased Machine

I midten af halvfemserne var der meget at være stolt af som borger i The Land of Hope & Glory aka. Storbritannien. Tipsfodbold, Games Workshop, mørkt øl og dødsmetal. Ud af Londons tåger kommer debutanterne fra Mutagenic Host og gør et mere end hæderligt forsøg på at bringe dødsmetallens krone tilbage på britisk jord.

Da mægtige Bolt Thrower valgte at kaste håndklædet i ringen tilbage i 2016, et år efter Martin ‘Kiddie’ Kearns død, opstod der et stort vakuum på den engelske death-metal scene. For selvom frontmand Karl Willets og den tidligere Bolt Thrower trommeslager Andrew Whale skabte bandet Memoriam og efterfølgende udgave 5 fuldlængder, var niveauet bare ikke helt på samme højde som førnævnte outfit. Og selv om Benediction med Dave Ingram tilbage i front, udgav den ret hæderlige ‘Scriptures’ skive i 2020, har det været minimalt med god dødsmetal fra den kant de sidste par årtier.

Det vil sige, indtil tidligere i år, hvor Mutagenic Host ud af det blå tæppebombede mine øregange i form af deres ‘The Diseased Machine’ debut-fuldlængde. London-bandet holder fat i de gode midttempo dyder, specielt på den ultratunge åbner ‘Neurological Necrosis’ der efter en kort sci-fi agtig elektronisk dialogstump indledes med en larvefods-knusende tung intropart, der forsættes af en lidt mere uptempo blastende midterpart, overhældt med lidt Slayer-agtig lead riffing, og resultatet bliver en yderst dødelig death metal bryg. Et monster af et break 3 min. inde i nummeret afrunder på overbevisende manér dette track.

” ‘Neurological Necrosis’ indledes med en larvefods-knusende tung intropart, der forsættes af en lidt mere uptempo blastende midterpart, overhældt med lidt Slayer-agtig lead riffing, og resultatet bliver en yderst dødelig death metal bryg. ”

Hvis ikke man allerede havde gættet det ved at kigge på coveret, bliver det med titlen på næste nummer ‘Genestealer’ tydligt at albummet emne- og konceptmæssigt er inspireret af Tyranid-racen fra den futuristiske 40.000 udgave af Games Workshops figurrollespil Warhammer. Hivemind tankegangen og den altfortærende insektlignende race af fremmed oprindelse, inspirerer mange af teksterne. Godt blandet med overvejelser omkring kunstig intelligens, korrupte statsledere og hvad vi ellers kæmper med i vores moderne samfund udgør dette kernen i lyrik og koncept. Og det er faktisk meget rart at få lidt åndelig føde ind med sin dødsmetal, i stedet for blot de sædvanlige tegneserieagtige overdrevne blodsudgydelser.

For mig er det dog ‘Twisted Helix’ og i særdeleshed ‘Artificial Harvest of the Obscene’ der med netop et Bolt Thrower forherligende blastende bulldozerdødsriff som rygrad, for alvor sætter kog i sagerne. ‘Organometallic Assimilation’ sætter et glimrende punktum for denne treenighed af et veludført og fængende old school bombardement, før ørene får en lille pause i form af den to minutter lange interlude ‘DIRECTIVE:kill_on_sight’ der ender på brutal vis med noget der lyder som en maskine der eliminerer sit offer på grum og makaber facon.

” det er faktisk meget rart at få lidt åndelig føde ind med sin dødsmetal, i stedet for blot de sædvanlige tegneserieagtige overdrevne blodsudgydelser. ”

‘Incomprehensible Methods of Slaughter’ sparker anden del af løjerne igang med et dunkende tungt basgroove der leder tankerne hen på midt-halvfemser Suffocation, mens der bliver opremset tortur og slagtemetoder op som om i morgen ikke eksisterede. Det er vel heller ikke for sjov at nummeret bærer sådan en titel. Temposkiftene i versene på ‘S.W.A.R.M (Systematic War Against Restless Machines)’ kombineret med det det helt vanvittigt iørefaldende omkvæd er med til at gøre det her nummer til en klar favorit hos undertegnede. ‘Promethean Dusk’ er også en klar udfordrer med sit Deicide-inspirerede riff samt noget af det bedste trommespil på albummet.

Hele herligheden afsluttes med skæringen ‘Rivers of Grief’ der med sin dommedagshymne træder alt under fode. Hvis man for sin indre nethinde forestiller sig en leopardtank pyntet med dødningehoveder på spyd i paradekørsel henover en postapokalyptisk ødemark i bedste Mad Max stil, så har man en nogenlunde præcis visualisering af hvordan denne closer lyder. Der er måske ikke nogle dybe tallerkener der bliver opfundet her. Men det er så bundsolidt udført, og rammer den helt rigtige old-school nerve hos denne anmelder. Hvis Mutagenic Host formår at holde kadencen fremadrettet, så har det her album skudt bandet i retning af noget stort, såvel for sig selv, som for britisk dødsmetal i al almindelighed.